 |
|
Elizabeth Arden blev grundlagt i Danmark 10. maj 1936. Efter Elizabeth Ardens død i 1966 blev Elizabeth Arden selskaberne world-wide i 1971 købt af et af de største amerikanske medicinalfirmaer, Eli Lilly & Co., og man fik tilført nye forskningsmuligheder. Samtidig blev der skrevet kontrakt med Karl Lagerfeld, der på det tidspunkt var en lovende, men temmelig ukendt tysk designer fra det franske modehus Chloé. Det blev en stor succes, og serierne Chloé og Lagerfeld for Men blev evigt aktuelle.
I december 1987 solgte Eli Lilly & Co. Elizabeth Arden-koncernen til Fabergé Inc., da det amerikanske medicinalfirma havde besluttet at realisere nogle af sine værdier for at kunne vedblive at være førende indenfor forskning af væksthormoner og insulin.
Omvæltningernes tid var ikke forbi - den 12. juli 1989 blev det meddelt alle Elizabeth Arden og Fabergé selskaber over hele verden, at begge selskaber var blevet solgt til Unilever United States til en samlet pris af USD 1.55 milliarder (svarende til 11.3 milliarder danske kroner på det tidspunkt). Med købet af Fabergé og Elizabeth Arden og senere Calvin Klein duftene blev Unilever således førende på markedet for personlig pleje sammen med den franske kosmetikkoncern L'Oreal.
Efter en lang periode i Unilever-koncernens regi, blev Elizabeth Arden world-wide solgt i januar 2001 til det amerikanske selskab FFI Inc., der ved fusionen med Elizabeth Arden valgte at føre hele selskabet videre under Elizabeth Arden-navnet, således at vi i dag er et velkonsolideret selvstændigt selskab, der er børsnoteret på Nasdaq i New York. Unilever valgte ved denne lejlighed at beholde Lagerfeld-duftene i eget regi.
Elizabeth Arden, Nordic er et rent salgsselskab, hvor vi markedsfører hudpleje, make-up og dufte til hele Norden.
Vor forskningsafdeling i USA arbejder til stadighed med at videreudvikle vore produkter, samtidigt med, at de udøver minimal miljøbelastning, og vort mål er at tilbyde mærkevarer og service af højeste kvalitet.
Vort mål er at sætte vore kunder og forbrugere i fokus på alt, hvad vi gør, og det er af højeste prioritet hele tiden at være innovative og at forudse og imødekomme forbrugernes behov.
|